Der var engang, hvor børn og unge skulle ses, men ikke høres. Nu skal de derimod ikke alene ses og høres, men også redde kloden og indfri FN's 117 verdensmål i en vis fart, før vi alle sammen går under i morgen. Hvad disse progressive forventninger betyder for børn og unges mentale velbefindende, er et af temaerne i ny debatbog. I denne podcast kan du møde forfatteren Birgitte Vesersø.

Birgitte Vedersø var rektor på gymnasier i Sønderborg og København i 23 år. Nu tager hun bladet fra munden og advarer mod psykologiseringen og individualiseringen af skolevæsenet, hvor ungdommelig nervøsitet veksles til angst, travlhed til stress og stærke oplevelser automatisk omtales som traumer.

Ansvaret for det dominerende kliniske diagnosesprog må placeres hos forældre og i skolens praksis, der har gjort "trivsel" til skolens formål og set stort på faglig bevidsthed og begejstring. Trivsel er vigtigt, men kan kun være et middel til faglig fremgang. Det er ikke et mål. Målet er at lære eleverne noget.

I sin bog spørger forfatteren retorisk:

"Hvornår blev det reaktionært eller borgerligt at stille krav til den unge, når vi nu ved, at man vokser ved at blive mødt med positive forventninger?

Hvornår blev det uforeneligt med at være centrum-venstre-vælger at møde børn og unge med positive forventninger?"

I podcasten giver Birgitte Vedersø sit svar.

Kontrast har som det første medie anmeldt her.